Kranparken nordhavn mockup

Vundet: Mimersgadekvarteret – nyt skybruds- og byrumsprojekt

November 2023

Sammen med AFRY har Opland vundet skybrudsprojektet Mimersgadekvarteret på Nørrebro for Københavns Kommune. Projektet skal sikre området mod oversvømmelse og samtidigt skabe et grønnere og mere cykelvenligt lokalt byrum.

På baggrund af Københavns Kommunes klimatilpasningsplan er der iværksat en række skybrudsprojekter, der skal sikre og gøre området mere robust mod oversvømmelser fra både skybrud og ekstremt vejr. Skybruds- og byrumsprojektet i Mimersgadekvarteret har til formål at opsamle og forsinke skybrudsvand og hverdagsregn samt give området en grøn opgradering. Byrumsprojektet skal være med til at styrke lokalmiljøet ved at skabe et grønnere og mere cykelvenligt byrum med mulighed for ophold.

Som en del af genopretningsprojektet kommer der et større fokus på cykler og fodgængere ved bl.a. at nedlægge udvalgte parkeringspladser og hermed frigive plads til cykelstier og grønne områder.

Et erfarent team med en grøn vision

Det er et erfarent team, der skal være med til at skabe et både robust og grønt kvarter på Nørrebro. AFRY er ansvarlig for projekteringsledelse, og står blandt andet for vej og anlæg. Opland står for alle landskabarkitektoniske ydelser, herunder vandhåndtering og beplantning.

Skybrudsprojektet berører området omkring Mimersgade, herunder Hamletsgade, Heimdalsgade, Slejpnersgade, Nannasgade og Vulkangade. Formålet er at afhjælpe oversvømmelser i kvarterets gader, hvor det vurderes, at der kan opstå skadevoldende problemer i tilfælde af kraftig regn og skybrud.

Området forventes at være færdiganlagt i 2028.

”Vores vision er at gøre Mimersgadekvarteret til et grønt og cykelvenligt byrum. Her skal nye træer og grønne vejbede give områdets beboere mulighed for at følge årstidernes skiften. De nye cykelstier i fx Hamletsgade kommer til at bidrage til en øget sammenhængskraft til den omkringliggende by”

fortæller partner i Opland, Lars Alva-Jørgensen, landskabsarkitekt MDL.

Fakta

Mimersgadekvarteret på Nørrebro har sin egen særlige urbane identitet og puls, og vil i fremtiden også rumme nye grønne oplevelser i gadebilledet.

Projekteringsteamet består af:
Bygherre: Københavns Kommune
Sted: Nørrebro
Totalrådgiver: AFRY
Landskab: Opland