
Inspiration, faglighed og fællesskab – tre dage på studietur i Jylland
September 2025
I sidste uge vendte vi hjem efter tre intense og inspirerende dage på studietur i Jylland. En tur, hvor fagligheden var i højsædet, men hvor det sociale fællesskab og den uformelle vidensdeling var lige så værdifuld. Vi blev, som altid, forstærket i troen på, at studieture som denne er en vigtig del af vores faglige udvikling – og samtidig en kærkommen lejlighed til at styrke relationerne på tværs af kontoret.
På turen fik vi besøgt både egne og kollegers projekter, talt med dygtige fagpersoner og oplevet, hvordan visioner er blevet omsat til konkrete, stedsspecifikke løsninger med stor kvalitet – både æstetisk, teknisk og funktionelt.
Læs med herunder og få et kort tilbageblik på tre fine dage, hvor vi blev rigere på viden, idéer og gode samtaler.
Dag 1:Klimabyen Middelfart og keramikkunst med udsigt
Første stop på turen var Klimabyen Middelfart – et ambitiøst og forbilledligt projekt, hvor klimatilpasning, byrumskvalitet og æstetik går hånd i hånd. Her fik vi en rundvisning af Lise Harvig, leder for Miljøområdet i Middelfart Kommune, der guidede os gennem de tre forskellige kvarterer: Skovkvarteret, Allékvarteret og Bykvarteret.
Vi dykkede ned i byplanlægning, LAR-løsninger og materialevalg, og fik et detaljeret indblik i alt fra tekniske løsninger til plantevalg og regnbede. Det var inspirerende at se, hvordan regnvand er blevet en ressource, der skaber merværdi i byens rum.
Efterfølgende lagde vi vejen forbi det smukke CLAY Keramikmuseum, hvor vi nød et glas vin og snacks i caféen med udsigt til Skulpturparken og Lillebælt – en perfekt afslutning på en lærerig første dag, som vi rundede af med middag og gode samtaler ude i byen.





Dag 2: Kulturarv, landskabsstrategi og byudvikling i Vejle
Andendagen startede i Christiansfeld, hvor vi besøgte Brødremenighedens unikke byplan og fik en rundvisning i det historiske anlæg. Her blev vi mindet om vigtigheden af kulturarv og det lange perspektiv i byplanlægning – en rodfæstethed, der stadig inspirerer.
Turen gik derefter til Skamlingsbanken, hvor Opland og CEBRA har skabt et stærkt arkitektonisk og landskabeligt greb i et fredet og historisk betydningsfuldt område. Karin og Peter, som har været en del af projektet, viste os rundt og delte deres erfaringer med indplacering af bygninger, biodiversitet og naturformidling.
Efter frokost i det grønne på Restaurant Skamlingsbanken kørte vi videre til Vejle, hvor Lotta Tiselius fra Vejle Kommune stod for en omfattende rundtur gennem byens transformation. Vi startede på Kirketorvet og bevægede os gennem midtbyen til Østbykvarteret og havneområdet – hele tiden med fokus på klimatilpasning, byliv og arkitektur. Vi sluttede dagen ved Fjordenhus, Olafur Eliassons storslåede værk, som står som et markant pejlemærke ved vandet.
Endnu en dag, hvor det faglige og det sociale gik op i en højere enhed – afsluttet med middag og livlige diskussioner om alt det, vi havde set.



Dag 3: Genbrug, bæredygtighed og naturgenopretning
Sidste dag bød på både nytænkning og natur. Vi startede med en rundvisning på Ressourcecenter Vejle, hvor kommunen arbejder med bæredygtigt byggeri, genbrug og materialeforståelse. Det var inspirerende at se, hvordan arkitektur og affaldshåndtering kan forenes i et moderne anlæg med fokus på både funktionalitet og æstetik.
Herefter tog vi til Vejle Ådal, hvor Peter Høgsberg fra Den Danske Naturfond guidede os gennem et område i transformation. Vi hørte om naturgenopretning, biodiversitet og den kulturhistoriske dimension i landskabet. Ikke mindst besøgte vi skulpturparken i den tidligere råstofgrav, hvor værker af Robert Jacobsen og Jean Clareboudt er med til at formidle stedets geologi og historie.
Efter en let frokost gik turen tilbage mod København – trætte, men fyldt op af ny viden, inspiration og gode oplevelser.
Studieturen har mindet os om, hvor vigtigt det er at komme ud og se projekter i virkeligheden, høre om de udfordringer og beslutninger, der har formet dem – og ikke mindst at dele fagligheden med hinanden undervejs.
Tak til alle samarbejdspartnere, værter og kolleger – vi glæder os allerede til næste gang!



