20.12.2019

2019 har været et godt og spændende år for OPLAND. Vi har forfulgt og udviklet vores kernekompetencer inden for klima, natur og fællesskaber. Vi har skabt rum for mennesker og plads til natur. Vi har tegnet fællesarealer for boliger, erhverv og institutioner, parker, naturområder og historiske anlæg.

Med Karin Corfitzens udnævnelse som kirkegårdskonsulent i Roskilde Stift, har vi prioriteret kirkeområderne, og tegner udearealer med integreret vandkunst for Bjerringbro Kirke. Dertil vandt vi, for få uger siden, konkurrencen om Ullerød Kirke Sognehus sammen med Kjaer & Richter, Jørgen Nielsen Rådgivende Ingeniører og Martin Funch Rådgivende Ingeniører.

Vi har udviklet vores pleje- og driftskompetencer og udarbejdet driftsudbud for Region Hovedstadens hospitaler, Grundejerforeninger i Ørestad og er blevet konsulenter for Region Sjælland Arealplejes tolv forskellige matrikler. OPLAND ansatte i november Ane Wille Lunde som projektleder for netop tegnestuens drifts- og plejeopgaver.

I 2019 har vi håndteret regnvandet på overfladen på stort set alle vores projekter, og opsamlet stor erfaring – også med driften af disse områder. Vi har projekteret og implementeret klimaløsningen PunktVÏS flere steder i Frederiksberg Kommune, og vundet rammeaftale med Frederiksberg Forsyning sammen med Krüger.

Naturen skal plejes og drives målrettet for at fastholde og udbygge biodiversiteten. OPLAND skal i 2020 bistå Vejdirektoratet med vejledninger for udsåning af hjemmehørende vilde planter i både nyanlæg og langs eksisterende vejarealer rundt i Danmark. Samtidig forbedrer vi vores egne plantelister med biologisk nytteværdi, for bedre at kunne rådgive om naturindholdet på linje med design, æstetik og økonomi.

Vi ser frem til at fortsætte samarbejdet med vores dygtige samarbejdspartnere, kollegaer og bygherrer i 2020.
Rigtig glædelig jul & godt nytår fra alle os hos OPLAND!