Hvad er din rolle hos Opland?

Hos Opland er jeg en del af projekteringsholdet med lejlighedsvise besøg hos OpDrift. For mig handler det om at udtænke holdbare tekniske løsninger, der sikrer designet. Både mht. det grå og det grønne. Men det grønne tager nok flest kegler hos mig. Jeg elsker planterne. Så der hvor jeg kan bidrage til arbejdet med at bevare og diversificere og forbedre beplantning, slår jeg til. Jeg vil gerne bidrage til at andre får glæde af det grønne.

Hvordan opstod din interesse for landskabsarkitektur?

Den er kommet af afveje. Planter er for mig en gave, der bliver ved med at give. Som den novembernat i 2014, hvor jeg på vej hjem fra studiet, ad Den Grønne Sti, faldt pladask over en Liriodendron tulipifera for første gang. Det havde stormet og regnet, og jeg mødte adskillige væltede træer på min vej. At møde sådan en fin fætter i sin gule høstdragt, dér i efterårsmørket, til et bagtæppe af regnvåd asfalt efter en lidt for lang dag, gav mig ny energi og glæde og trak mig ud af mit søvndrukne jeg.

Jeg får den samme oplevelse, når jeg lige kan nå at suge lidt til mig af trækronerne på vej til arbejde. Som barn vidste jeg intet om planter. Jeg rendte rundt og ”hjalp” min far med at renovere sommerhuset. Eller huset derhjemme. Jeg har altid tegnet og konstrueret ting. Brugt min fantasi. Jeg ville gerne være bygningsarkitekt. Efter en tid med tegnestue, højskole, optagelsesansøgninger, bygningskonstruktør og interessearbejde, gav jeg op. Jeg skulle have brugt konstruktøruddannelsen som billet til Arkitektskolen på Holmen. Dengang arbejdede jeg hos David Garcia. Hans tørre kommentar var: ”Emil, vi ses om 3 år”. Den grinte jeg lidt af, og søgte derefter det næstbedste, historie. Men efter en fuldendt bachelor stod jeg og manglede noget. I søgningen efter en kandidat endte jeg hele tiden på noget med arkitektur. Der kommer humanioraen lidt til kort.

Jeg har det sådan, at jeg skal kunne se mig selv i øjnene. Så jeg måtte jo prøve igen. Held i uheld fangede jeg den sidste plads på landskabsarkitektur på KVL. Resten er historie. Jeg fortryder ikke de ekstra år på uni. De har givet mig så meget mere. Ekstra knagerækker at hænge viden op på. Og David fik ret. Sådan da.

Hvor finder du din inspiration?

Jeg er enormt glad for kulturprodukter, men herfra trækker jeg nok primært inspiration til arbejdet i faglitteraturen, kunstudstillinger og kulturformidling, fx podcasts, webinarer og film. Nogle mener, at vi alle skal til at bruge AI til planteplaner. Det er nok ikke mig. Kun som supplement. Jeg vil helst finde min inspiration i bøger. Og i naturen. For i bøger om planter og på nettet, opdager man hurtigt, at der er rigtig mange meninger om, hvor planter kan vokse og det fremgår sjældent, hvordan planterne vil passe sammen med andre planter. Heller ikke, om de taler om samme vækstvilkår eller har samlet viden på samme måde. Jeg har stadig min indre historiker med mig, som stiller de der irriterende spørgsmål.

Så jeg tager ud i ”naturen” bevæbnet med en flora for at se, hvad der vokser hvor. I felten er det somme tider også muligt at se på landskab og planter, hvilken type pleje, dræning m.v., der er sket. Den erfaring jeg samler der, er uvurderlig, selv om den er lidt anekdotisk. Jeg tager på små studieture, alene eller med kammerater, når der er rum til det. Ser og tegner. En kammerat tog mig fx med til Louis Mallet Stevens’ Villa Cavrois, da vi var i Nordmandiet i 2018 og i september var jeg Proketilje i Albanien med min kæreste. Begge store oplevelser; den ene tur arkitektonisk (De Stijl) og den anden et natur- og planteeldorado (bjerge og skove. Jeg kan ikke lige lade været med også at nævne Piet Oudolf. Hans plantetableauer kan virke næsten unaturlige, men han viser os med sine værker, at alle planter og alle dele af en plante kan noget i sig selv og året rundt. Det handler om øjnene der ser.

Har du et yndlingsprojekt eller sted, du aldrig bliver træt af?

Der er masser. Ikke et sted. Men et sted har en særlig plads i mit hjerte. Tisvilde hegn/ Tibirke bakker/Melby Plantage/Lille Kulgab. Det er mit barndommens landskab. Jeg sætter kun endnu mere pris på det pga. min. viden om plantesamfund, dyr og insekter. Krogede fyrretræer, enorme spring i terrænet, bøgekronerne, mørket blandt mos og graner. Den der duft af fyrrenåle. Men det er også det historiske sandflugtsareal, det udgør. Det er historien om oplysningstid og om mennesket, der tæmmer naturen, og naturen, der nu igen får lidt mere manøvrerum. Og så er det variationer af kunstige og mere eller mindre naturlige plantesamfund oven på en stor gammel mile. Så meget at opleve, så meget at se; at indhalere. Planteendorfiner. Det er nok lidt der, hvor min interesse for historie og landskabet, møder hinanden.

Hvad er de største udfordringer i faget?

De største udfordringer er nok, at vi skal fortsætte arbejdet med et bagtæppe af materialemangel og tab af arter. Planterne skal nok komme igen, når vi er væk, eller har givet slip. I Chernobyl springer birk, pil og poppel op gennem huller i betonen. Mennesket vil gerne kontrollere, og det der med at give slip, det er nok ikke så simpelt.

Men for vores egen skyld burde vi gøre mere for at reducere skaden mens tid er. Der sker dog noget nu. Det grønne budskab bliver bredere formidlet. Alt er ikke tabt. Transformationen bliver måske knap så skånsom, som vi havde håbet på. Ændringer tager tid, men er der en vilje, er der en vej.

Alexandre Chemetoffs’ masterplan på Île de Nantes er et eksempel en ændring i tilgang. En sej en af slagsen. Han og kollegerne tog afsæt i de eksisterende strukturer og bygninger, frem for at ændre radikalt. Angiveligt tager masterplanen også områder ud, der så ikke må bebygges før et godt stykke inde i fremtiden. At stoppe op og revidere er også en mulighed. Det er godt tænkt, synes jeg. Vi er jo også bare på besøg, ikke?

Hvordan ser landskabsarkitektens rolle ud i fremtiden? 

Som fagperson har landskabsarkitekten grænseflader til en hel del andre fagligheder. I takt med BR18 krav om bæredygtighed vil der formentlig være et større arbejde med at sikre papirarbejdet til bæredygtighed. Men jeg tror og håber på, at den stigende mængde krav kan lette arbejdet for landskabsarkitekten i arbejdet med at skabe projekter, der kan reducere skaden på naturen på den ene side og afhjælpe med klimasikring på den anden. Her er nogle tangenter, hvor landskabsarkitekten kan bidrage til samfundet. Ud over de visuelle, som man dog ikke skal underkende. Jeg vil nødig spå om fremtiden. I stedet noterer jeg mig, at vi som landskabsarkitekter helt sikkert vil hæve fanen for, hvad vores landskaber kan for os som mennesker og samfund.

Hvad er dit fags helt store force – og hvad er din? 

At vi kan formidle biologernes budskab til menigmand på en måde, hvor vi kan hjælpe folk med at få planterne tættere ind på kroppen. I haver, på altaner, indendørs og fælles offentlige rum. For en befolkning, der i stigende grad bor i byerne, er det en kerneopgave. For natur er ikke kun den, der er i de urørte naturområder. Det må vi holde fast i. Alle kan bidrage og alle kan få glæde af planterne og en grønnere fremtid. For mig at se handler arkitektur om at forbedre forholdende for menigmand snarere end for de få. Ikke mindst i dag. Med vor tids tab af natur, er dette arbejde kun vigtigere.

Hvorfor er du hos OPLAND?

Jeg er hos Opland, fordi tegnestuen handler om at skabe optur med natur. Her er sparring og faglig begejstring i højsædet. Men fagligt er jeg her også, fordi tegnestuen samler så mange af mine faglige fokus; kultur, planter og diversitet, kvalitet og design gennem drift. Bæredygtighed er ikke kun at plante en plante. Men hvilken plante? Og hvilken plante samme men hvilken anden plante? Og til hvilken drift? Det handler om at vælge planterne i sammenhæng og til stedets vækstbetingelser. Man kan designe hvad som helst, men hvis løsningerne og driften ikke følger med, er det et fedt.

Hos Opland er der et ønske om at formidle budskabet om, at der kan være et udbytte i at bevare og pleje planterne lidt anderledes. Her arbejder vi med at hjælpe kunderne med at indtænke drift, så de får en kvalitetsløsning, der holder. Og så er der et ønske om at hejse antennerne og tage ved lære af andre. Det er jo mega optur. Det kan jeg godt lide.