
Vundet: Porten til Ripa
Maj 2026
Vi er stolte af at have været en del af det stærke team bag vinderforslaget til Ribe VikingeCenters nye ankomst- og udstillingsbygning “Porten til Ripa”.
Hos Opland har vi haft særligt fokus på landskabet som den første fortæller. Ankomsten til Ripa handler ikke kun om at bevæge sig fysisk – men om gradvist at træde ud af nutidens tempo og ind i en anden tid. Landskabet iscenesætter denne overgang.
Med afsæt i Ribe-egnens åbne vidder, lave horisonter og rå materialitet arbejder vi med en nænsom bearbejdning af terrænet, hvor stiforløb, beplantning og opholdsrum understøtter en sanselig nedskalering. Bevægelsen bremses, blikket åbnes, og kroppen forberedes på mødet med det levende vikingemiljø.
Vi har lagt vægt på robuste, stedsspecifikke greb, hvor materialer ældes med værdighed, og hvor landskab og bygning smelter sammen til én samlet fortælling. Ambitionen har været at skabe en helhedsoplevelse, hvor overgangen mellem natur, arkitektur og historie opleves som flydende og nærværende.
Vi glæder os til det videre samarbejde med ADEPT, Ribe VikingeCenter, Esbjerg Kommune, A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden og resten af det dygtige team.