Helhedsplan Postparkens udearealer under det almene boligselskab PAB i Tårnby

Vi klimatilpasser – til hvad?

December 2025

I sidste uge gæstede vores tekniske direktør og partner, Lars Alva-Jørgensen, Build for Water-konferencen med oplægget “Vi klimatilpasser – til hvad?” – en mini-tidsrejse gennem 20 års udvikling i regnvands- og klimatilpasningsprojekter hos Opland, der viser, hvordan projekterne gradvist har fået flere lag. I dag er klimatilpasningsprojekter nemlig aldrig kun én ting.

Lars’ vigtigste pointe var klar: Klimaforandringerne udvikler sig hurtigere, end vores traditionelle planlægningsmodeller gør. Derfor må vi gentænke, hvordan vi dimensionerer, designer og prioriterer fremtidens løsninger.

Fra regnhændelser til skybrud som grundvilkår

Hvor tidligere projekter arbejdede med en plan B, peger erfaringerne nu på, at alle projekter i udgangspunktet skal kunne håndtere skybrud.

Det handler ikke kun om behovet for større kapacitet, men om at forstå vandets reelle adfærd:
– Hvordan sikrer vi, at vandet stopper op, så brøndene kan tage imod?
– Hvilke byrum tåler midlertidig oversvømmelse?
– Hvor skaber vi utilsigtede problemer for naboer eller eksisterende strukturer?

Robuste projekter kræver, at vi tør designe efter skybrud som ikke længere er undtagelsen.

Fra LUR til LAR – og tilbage til det enkle

Vi arbejder i dag med både opmagasinering af regnvand, forsinkelse af regnvand, genbrug af regnvand og klassiske terrænløsninger.
Selv i komplekse projekter viser det sig ofte, at de mest robuste løsninger er dem, der følger naturens logik: hældninger, gravitation, grøfter og skålformede byrum, der kan tage imod store mængder vand uden at skabe skader.

Det er hverken nyt eller banebrydende – men det er afgørende.

 “Vi må være agile”

Som Lars afsluttede: Klimaforandringerne kræver, at vi hele tiden udvikler os – både som branche og som samfund. Vi lægger skinnerne, mens toget kører, og vi skal turde tænke transformationer frem for bevaring for enhver pris.

For Opland betyder det, at vi fortsat vil:

·         Entrere tidligere i projekterne.

·         Skabe blå-grønne strukturer før bygninger.

·         Dimensionere efter virkelighedens klima, ikke fortidens.

Tak til Build for Water for et stærkt program – og tak til alle, der deltog i dialogen om fremtidens klimatilpasning.