Helhedsplan Postparkens udearealer under det almene boligselskab PAB i Tårnby

Skybrudssikring og grønne byrum – en nødvendighed, ikke en overflødighed

August 2025

Hvis denne sommer, og sommeren før denne, har vist os én ting, så er det, at regnen falder hårdere og hurtigere end nogensinde før. Og den er umulig at forudse. DMI kalder det den nye normal. Klimaforandringerne er ikke længere noget, der kommer – de er her allerede. Og det er ikke kønt.  Alligevel ser vi, hvordan statslige regler og bureaukratiske benspænd forhindrer kommunerne i at handle – selv når både vilje og løsninger er til stede. Senest har nye statslige krav og en regnemodel fra 2021 gjort det sværere for kommunerne at klimatilpasse. Resultatet? Lavere serviceniveau og mindre sikkerhed for borgere og virksomheder. I København betyder det konkret, at sikringen mod en 100-årshændelse reduceres til blot en 10-årshændelse. Det er ikke fremtiden – det er en forringelse.

Heldigvis er der steder, hvor vision og faglighed stadig får lov at gå hånd i hånd.
Et godt eksempel er vores skybruds- og byrumsprojekt i Mimersgadekvarteret på Nørrebro, som vi har udviklet sammen med AFRY for Københavns Kommune. Her har vi skabt en løsning, hvor vandet håndteres både synligt og under jorden:

  • Overfladen formes med lavninger og grønne regnbede.
  • Under jorden ligger forsinkelsesmagasiner og magasiner der drosler vandet gradvist videre til kloakken.
  • Helt konkret kan vi håndtere 1230 kubikmeter vand i Mimersgadekvarteret.
  • Systemet er hurtigt klar igen – og kan håndtere gentagne skybrud med kort mellemrum.

Anlægsarbejdet starter op indenfor de næste par år. Samtidig med at vi klimasikrer, løfter vi kvarteret som byrum. Vi sikrer:

  • Mere plads til fodgængere og cyklister.
  • Grønne lommer og mere biodiversitet.
  • Mange flere træer. Helt konkret har vi erstattet 20 mindre bevaringsværdige træer med 62 vitale træer, der får optimale vækstbetingelser.
  • Mere skygge der er med til at gøre kvarteret køligere i varme og tørre perioder.
  • Trafiksikre løsninger for skolebørn.
  • Nye muligheder for ophold og lokal identitet.

Som landskabsarkitekter kan vi gå forrest og være med til at indrette byerne på en hensigtsmæssig måde. Vi kan lave blå årer igennem byerne og dermed lede vandet derhen, hvor det ikke gør nogen skade. Mimersgade projektet er blot ét eksempel, hvor klimatilpasning og værdiskabelse går hånd i hånd – og vi ved, det virker. Men vi kunne gøre endnu mere. Hurtigere og billigere. Hvis vi fik lov.

Derfor bakker vi kommunerne og andre aktører op i deres appel:

  • Ophæv de statslige barrierer, der bremser klimatilpasningen.
  • Evaluér lovgivningen nu – ikke om fem år.
  • Giv kommuner og fagfolk de rette rammer til at beskytte vores byer og fremtid.

Vi har behovet. Vi har teknologien. Vi har kompetencerne. Det, vi mangler, er et opgør med bureaukrati og modet til at give slip på regnemodeller, der ikke matcher virkeligheden.

Skal vi sikre byerne – eller blot se dem gå under i vand?