
Stadionparken – Udviklings- og plejeplan med respekt for kulturarv, natur og fremtidens bypark
Beliggenhed: Nordøst for Rødovre Stadion, adgang fra Elstedvej. Bygherre: Rødovre Kommune Areal: ca. 30.000 m2 Ydelser: Udarbejdelse af plan for parkens udvikling og pleje i de næste 20 år. Rødovre Kommunes driftsafdeling blev inddraget i processen fra begyndelsen. Årstal: 2025-26 Status: Planen er afleveret. Opfølgning og implementering udestår. Temaer: Kulturarv, Park og Byrum
OPLAND udarbejder i samarbejde med Rødovre Kommunes afdelinger Anlæg og Vej samt Miljø og Natur en helhedsorienteret udviklings- og plejeplan for Stadionparken – en fredet, rekreativ bypark med markante landskabelige kvaliteter, stor kulturhistorisk værdi og et betydeligt natur- og biodiversitetspotentiale.
Stadionparken er en del af det samlede anlæg omkring Rødovre Stadion, og blev planlagt som en offentlig park i tilknytning til idrætsfaciliteterne. Parken er et tydeligt eksempel på den funktionelle og helhedsorienterede byplanlægning, der prægede perioden fra 1930’erne til 1950’erne, hvor fysisk aktivitet, grønne omgivelser og folkesundhed blev tænkt sammen i kommunale anlæg. Samtidig indgår parken i de større grønne og landskabelige sammenhænge langs Harrestrup Å-systemet og udgør dermed en væsentlig del af områdets grønne kulturarv, hvor by og natur forbindes gennem offentligt tilgængelige rum.

Udviklings- og plejeplanen har indenfor fredningens rammer til formål at:
- understøtte parkens funktion som rekreativt byrum for alle aldre
- kortlægge og sikre bevaringsværdige elementer såsom gamle træer, landskabelige strukturer og naturindhold
- styrke biodiversiteten i tråd med Rødovre Kommunes biodiversitetsplan
- skabe robuste rammer for pleje og drift i mødet med klima- og vejrrelaterede udfordringer
- danne et solidt beslutningsgrundlag for fremtidige prioriteringer
Planen tager afsæt i parkens fredning fra 1949, dens havearkitektoniske ophav og dens rolle i den sammenhængende grønne struktur langs Harrestrup Å. Samtidig indarbejdes parkens fremtidige funktion i Kapacitetsprojekt Harrestrup Å, hvor parken skal kunne rumme midlertidig opmagasinering af regnvand ved ekstreme skybrud – uden at gå på kompromis med parkens landskabelige, rekreative og kulturhistoriske kvaliteter.


Parken blev anlagt efter havearkitekt V. Termansens planer fra 1943 og repræsenterer en havekunstnerisk tilgang, hvor rekreative funktioner, grøn struktur og landskabselementer er sammensat i en harmonisk helhed. Stadionparkens rumlige opbygning er præget af en varieret landskabsstruktur med store åbne græsarealer, solitære træer, mindre lunde og tætte randbeplantninger, der opdeler parken i både åbne og mere intime rum. Midt i parken ligger Stadionsøen på ca. 0,6 ha, som sammen med beplantningen omkring søen udgør parkens vigtigste landskabelige og biologiske omdrejningspunkt.
Opgaven ligger tæt på OPLANDs faglige kerne: at sikre byens grønne kulturarv gennem langsigtede løsninger, hvor natur, funktion og historie balanceres. Parkens gamle træer, komplekse vegetationsstruktur og sammenhængende grønne rum fortæller både historien om parkens oprindelse og rummer et stort potentiale for fremtidens bæredygtige bynatur.

Med fokus på gamle træer, artsrigdom og sammenhængende grønne strukturer omsætter planen overordnede mål for biodiversitet og klimatilpasning til konkrete og driftbare løsninger. Naturgræs, vildeng, bevaring af lunde, udvikling af søbredder og etablering af nye levesteder for dyr og planter indgår som en integreret del af helheden – sammen med hensynet til parkens daglige brugere, ophold, stiforløb og tryghed.
Med Stadionparken arbejder OPLAND værdibaseret og langsigtet for at sikre, at en historisk bypark fortsat kan fungere som et grønt åndehul og et levende kultur- og naturlandskab for både mennesker og natur – i dag og i fremtiden.
Lignende projekter
Skoleparken
Helhedsplan for nedrenovering af den almene og bevaringsværdige boligbebyggelse Skoleparken i Gladsaxe
Katrinebjerg
Tag- og gårdhaver til ny almen boligafdeling i Århus med blandede studieboliger og mindre familieboliger

