
Udviklingsplaner for levende kulturhistorie, natur og bæredygtig drift
Beliggenhed: Lyngby Parkkirkegård, Sorgenfri Kirkegård Bygherre: Lyngby-Taarbæk Kommune Årstal: 2024 – Ydelser: Udviklingsplaner Status: Udviklingsplanerne fremlægges politisk forår 2026.
Opland Landskabsarkitekter har været teknisk rådgiver for Lyngby-Taarbæk Kommune i udarbejdelsen af udviklingsplaner for Lyngby Parkkirkegård og Sorgenfri Kirkegård. Planerne skal sikre, at begge kirkegårde bevarer deres kulturhistoriske og landskabelige kvaliteter – samtidig med, at de tilpasses ændrede begravelsesmønstre, samfundets nye behov for alternative gravstedstyper, øget biodiversitet, rekreative rum og bæredygtig drift.
Vision og formål
Udviklingsplanerne tager afsæt i kommunens overordnede vision om:
- at understøtte mangfoldige gravstedstyper og fremtidens efterspørgsel,
- at styrke naturpræg og biodiversitet,
- at skabe stille rum til fordybelse og rekreation,
- at arbejde ud fra bæredygtighedsprincipper,
- og at optimere driften.
For Lyngby Parkkirkegård betyder det respekt for istidslandskabet og de oprindelige planer samt et helhedsorienteret greb om både kulturarv og nutidens behov. For Sorgenfri Kirkegård handler det om at bevare landsbykirkegårdens udtryk, tilbyde nye gravstedstyper, styrke natur og optimere drift.

Anbefalinger og forslag
Udviklingsplanerne foreslår:
- tilpasning af gravstedstyper til fremtidens behov,
- etablering af rekreative og stille zoner,
- øget naturpræg med vilde blomsterområder, biodiversitetsfremmende beplantning og reduceret plejeintensitet i udvalgte områder,
- samling og omstrukturering af gravsteder for ro og overskuelighed,
- samt forslag til pleje- og driftsstrategier, som fremmer bæredygtighed og effektivitet.
Planerne er udarbejdet på baggrund af kortlægning, analyser, løbende besigtigelser og tæt dialog med Lyngby-Taarbæk Kommunes planlægnings- og driftspersonale. Resultatet er udviklingsplaner, der fungerer som langsigtede strategiske værktøjer for både daglig drift og fremtidige beslutninger. Vi opererer med en tidshorisont på 40 år.
Udviklingsplanerne bidrager til, at kirkegårdene kan udvikle sig i respekt for kulturarven – samtidig med at de bliver levende og bæredygtige rum for nutidens og fremtidens brugere.

Indhold og metode
Planerne bygger på:
- analyser af eksisterende forhold – historisk, landskabeligt og funktionelt,
- kortlægning af bevaringsværdier og landskabelige kvaliteter,
- dialog med planlægnings- og driftspersonale,
- og løbende besigtigelser i felten.
Opland har udarbejdet digitale kort og analyser, som sammen med dialog og besigtigelser danner grundlag for de anbefalinger, der gennemgås og tydeliggøres i udviklingsplanerne.

Lignende projekter
Skoleparken
Helhedsplan for nedrenovering af den almene og bevaringsværdige boligbebyggelse Skoleparken i Gladsaxe
Katrinebjerg
Tag- og gårdhaver til ny almen boligafdeling i Århus med blandede studieboliger og mindre familieboliger

