Projekbeskrivelse

HIMMELEV KIRKE

Parkkirkegård ved landsbykirken

Kirkegården er de dødes have, men i arbejdet med Himmelev Kirkegård er der lagt stor vægt på, at den også er til gavn og glæde for de levende! Derfor skal den være et dejligt sted at komme og mindes – eller bare gå en tur og få en fornemmelsen for historien og tidens gang.

Opland har udarbejdet plejeplan, omlægning og udvidelse af kirkegården ved Himmelev Kirke samt projekteret omgivelserne til den nye sognegård. Planen beskriver de forskellige elementer, heriblandt beplantning, befæstelser, inventar, mv. samt hvordan de vedligeholdes for at opnå og vedligeholde det ønskede udtryk.

Udvidelsen af kirkegården har karakter af en parkkirkegård, der tages i brug etapevis. En spændende selvforyngelse af stilkeg og birk udvælges og plejes for at indgå i det endelige udtryk. Planen var at udvikle rammerne som et mere ekstensivt parkudtryk og punktvis forfine og dyrke de forskellige begravelsesformer underlagt den overordnede parkskala.

Som rumlig og visuel afskærmning mod naboejendommene er der plantet et levende hegn, hvorfra der etableres forskellige lunde og trægrupper alt efter det ønskede udtryk. Den midterste grønning friholdes for træer for at danne et sammenhængende udtryk, hvor den store terrænforskel og kigget imellem en ny sø og den højtliggende kirke bevares og understreges.

STED: Roskilde
BYGHERRE: Himmelev Sogns Kirke
RÅDGIVERFORM: Hovedrådgivning
ARKITEKT: Johansen og Partnere ApS (sognegården)
AREAL: 3 ha
ANLÆGSSUM: Ca. 2 mio. kr.
PERIODE/STATUS: 1998-2008. Ny kirkegård anlagt i 2012
YDELSER: Totalrådgivning, herunder driftsplanlægning