Projekbeskrivelse

CHRISTIANSHAVNS VOLD

Klimaleg på Bastionen

Natur- og klimalegepladsen på Christianshavns Vold ved Elefantens Bastion blev indviet 2011. Legepladsen er indrettet med legeelementer, som bidrager til at øge børnenes klimabevidsthed.

Helt overordnet er den store plads, som tidligere var et stort asfalteret areal, inddelt i 4 mindre områder; et fællesområde samt områder til henholdsvis mindre børn, større børn og sportsbaner. Imellem disse områder er dele af asfaltarelaet omlagt til grønne øer afgrænset af siddeplinte.

Legepladsen rummer blandt andet et hamsterhjul, som viser, hvor meget energi, der skal til for at få en lampe til at lyse eller oplade en mobiltelefon. Børnene kan på et voltmeter følge med i, hvor meget energi de hver især kan generere.

Her er også mulighed for at samle tagvand til vanding af mini-haver og på den måde følge med i nedbørsmængderne året igennem.

Legepladsen rummer desuden en vandleg i tre sammenhængende niveauer, hvor man for eksempel kan simulere dæmninger, oversvømmelser mv. På solskinsdage kan der fyldes vand i soppesøen til mere leg med vand.

Udover de klimarelaterede legeelementer er der et småbørnsområde med sandkasse, gynger, legehus og rutsjebane. For de lidt større børn er der en svævebane, skib, gymnastikredskaber og et stort klatrenet, der giver fin udsigt over volden og Stadsgraven. Området med boldbaner kan benyttes til både tennis, basketball, fodbold og rundbold.

STED: Christianshavns Vold, Elefantens bastion
BYGHERRE: Københavns Kommune
AREAL: Ca. 7.000 m2
ANLÆGSSUM: 1 mio. kr.
STATUS: Anlagt 2011
YDELSER: Totalrådgivning