
Postparken er gået i udførelse
September 2026
De første gårdrum i det almene boligbyggeri, Postparken i Tårnby, er begyndt at tage form, og vi er nu i gang med plantning og såning i første etape ud af tre.
Et af de smukkeste øjeblikke i processen med at transformere udearealerne i Postparken har været træerne, der har stået oven på jorden gennem en periode, så beboerne kunne se størrelsen og omfanget af det, der skal komme. Træerne har klaret sig fint, og vi er ved at gøre klar til at kunne plante dem på deres endelige pladser.
Genanvendelse spiller en central rolle i projektet. Vi er i fuld gang med en proces, hvor alle belægninger renses og genbruges, lige så vel som bundopbygningen genanvendes i så høj grad som muligt. Derudover arbejder vi sammen med hovedentreprenør, Zøllner, om at lave en oversigt over genbrugstegl fra Tyskland. Endelig er vi i gang med at opspore gamle materialer, som skal bruges til at bygge områdets nye væksthuse – rum der skal skabe ophold og samvær for beboerne.
Vi glæder os til snart at gå i gang med at vælge de træer og planter, der skal præge hele projektet i årene fremover.
Det er en fornøjelse at se Postparken tage form, og vi ser frem til at dele flere opdateringer, efterhånden som projektet skrider frem.
