drift_pleje

Opland Portræt – Ane Wille Lunde

Marts 2021

Der er momentum for landskabsarkitektur og en grøn dagsorden. En tid med en verdensomspændende pandemi og mere tid herhjemme har vist os vigtigheden af de grønne rekreative områder. Der har aldrig før været talt så meget om grøn omstilling, bæredygtighed og biodiversitet – og for at det hele ikke skal blive til en storm i et glas vand, er det vigtigt at handle og ikke sidde på hænderne.

Denne uges OPLAND portræt stiller skarpt på Ane Wille Lunde – vores fantastisk dygtige kollega og leder ad OpDrift.

Ane har en insisterende vilje til hele tiden at sætte barren højere for projekternes langsigtede bæredygtighed. Det gør hun ud fra den helt nøgterne erkendelse af, at driften må og skal tænkes ind fra start, så vi undgår, at udmærkede grønne anlæg forfalder.

opdrift
grøndalen opdrift

Vi har stillet Ane en række spørgsmål:

1. Hvem er du?
Mit navn er Ane. Jeg har været hos OPLAND siden november 2019. Jeg er uddannet landskabsarkitekt fra Landbohøjskolen/Københavns Universitet tilbage i 2010.

2. Hvorfor valgte du den uddannelse, du gjorde?
Mit interessefelt spænder rigtigt bredt, og det har det altid gjort. Da jeg skulle vælge uddannelse, gik jeg efter et fag, der spændte over både naturvidenskab, design og æstetik. Og det har jeg ikke fortrudt. Synes stadig det spændingsfelt er super interessant!

3. Hvad er din rolle hos OPLAND?
Hos Opland er jeg leder af OpDrift, vores afdeling for Grøn udvikling og Drift.

4. Hvorfor arbejder du hos OPLAND?
Hos OPLAND arbejder vi seriøst på at få tingene til at lykkes. Projekterne skal ikke kun trække overskrifter ved indvielsesfesten – de skal skabe værdi i mange år. Et projekt skal være robust både hvad angår det arkitektoniske greb og de tekniske og grønne løsninger, og så skal det kunne driftes. Sådan nogle projekter skaber vi hos OPLAND, og det er jeg stolt af at være en del af.

5. Hvad inspirerer dig? Og har du et yndlingsprojekt eller sted, du aldrig bliver træt af?
Louisiana. Museet giver mig altid noget nyt, og minder mig samtidig om nogle helt grundlæggende værdier. Bygninger og landskab spiller sammen på mesterlig vis, og får det til at se så simpelt ud. Noget af det jeg fascineres over, er, hvordan det appellerer til alle mennesker, uanset alder, baggrund, nationalitet mv. Alle elsker det sted! Og så er kunsten og kunstnernes verden, der bliver præsenteret, inspirerende. Unikke personligheder, der ser vores verden på en hel særlig måde, og præsenterer det for os andre, så vores horisont bliver større – det synes jeg er vigtig læring og meget inspirerende.

6. Hvad er de største udfordringer i faget (samfundsmæssigt, klima, bæredygtighed osv.)?
Der er masser af udfordringer, og det er jo derfor vores fag er vigtigt. Lige nu fylder klima og bæredygtighed rigtigt meget i samfundsdebatten og i vores projekter. Det er fedt, at vi kan gøre en forskel her. Der mener jeg, at vi i forhold til andre faggrupper, som ingeniører og biologer f.eks., også grundlæggende har et behov for og en evne til at formidle de bæredygtige tiltag og gøre dem relevante for mennesker. Man kan spørge sig selv, om det er vigtigt, at mennesker synes, at det er relevant med LAR eller flere smådyr, så længe det aktuelle problem bliver løst, men det er det jo, hvis den relevans inspirerer mennesker til at passe bedre på vores verden og hinanden.

En helt stor udfordring for vores fag er at få fokus og ord på ”det ekstra” vi kan – det vi gør, når vi formidler (gennem ord og design), og gør projekterne mere relevante end det, der blev efterspurgt.

7. Og hvad er dit fags helt store force – og hvad er din?
Vi arbejder med noget levende, med naturen, med noget som dybt inde betyder noget for de fleste mennesker. Når vi gør os umage og virkelig får det grønne til at gro, så har det stor betydning.

Personligt er jeg god til at se tingene fra flere vinkler, og jeg får et kick af de gode samarbejder. Bl.a. derfor trives jeg godt med at arbejde med driften. Fordi samarbejderne her er mere langsigtede, og man her får lejlighed til at følge anlæggene i længere tid og se opleve den forskel, de gør for dem, der trives der i dagligdagen.