
Naturens Dag i Hakkemosen – kick off for en ny skov
September 2026
I går deltog vi i Naturens Dag i Høje-Taastrup Kommune, hvor vi var med til at skyde et spændende projekt i gang: en ny skov og et nyt naturområde ved Hakkemosen.
Dagen markerede den officielle kick off, og vores formål var klart – at skabe interesse for projektet og sammen med lokalområdet begynde at sætte retningen for, hvordan den kommende skov skal se ud og opleves.
Vi havde slået vores plancher op med information om projektet, delt flyers og friske æbler ud, og så fik børnene lov til at bruge fantasien: de tegnede postkort til skovens fremtidige dyr – hvilke arter håber vi at kunne tiltrække, og hvem vil vi gerne skabe gode levevilkår for?
En vigtig milepæl på dagen var det første møde med vores nyetablerede skovgruppe – en gruppe lokale frivillige, der bor i området, og som ønsker mere vild natur og natur for naturens egen skyld. Skovgruppen skal i løbet af efteråret indgå i en møderække, hvor vi sammen skal blive klogere på hvilke behov naturen og lokalområdet her. Derudover afholder vi to workshops i løbet af efteråret for den “brede befolkning”. Her kan bredden få lov at tilkendegive deres ønsker og sætte deres præg på den fremtidige skov.
Det hele skal danne grundlag for at området kan blive en del af en kommende lokalplan.
Projektet hænger sammen med etableringen af en støjdæmpende jordvold, der skal reducere støjniveauet fra motorvejen. Terrænet vil formes med lavninger og kuperet terræn, som skal skabe grobund for varierede naturtyper.
Vi glæder os til den videre proces sammen med Høje Taastrup Kommune, skovgruppen og alle de engagerede borgere, der var med til at gøre gårsdagen til en god start på noget stort.
Tusind tak til Høje-Taastrup Kommune og Blue Phoenix m.fl.


