
Indvielse af Ølsted Bytorv – en gammel tradition i nye rammer
December 2025
I denne weekend markerede vi en helt særlig milepæl: nemlig indvielsen af det nye Ølsted Bytorv, som fandt sted side om side med den traditionsrige juletræstænding på første søndag i advent.
Med lys i træet, juletræspynt, æbleskiver og duften af varm gløgg blev torvet fyldt med liv – præcis sådan, som det er tænkt. Udvalgsformand for Plan og Byg i Halsnæs Kommune, Michael Thomsen, holdt en varm og perspektivrig tale, der mindede os om, hvorfor dette projekt betyder så meget for lokalsamfundet:
“Når vi pakker en gave op til hele byen – nemlig det nye bytorv – er det med forventningens glæde. Det er blevet alles torv. Et sted, borgerne har været med til at skabe, og som nu skal fyldes med liv, leg og fællesskab.”
Indvielsen er kulminationen på mere end tre års samarbejde, dialog og lokal forankring. Uden borgerne – intet bytorv. Der er afholdt borgermøder, workshops, skitser er blevet tegnet og streger flyttet. Elevrådet og de unge har sat deres præg gennem ungecontainerens ideer og kunst. Halsnæs Forsyning har bidraget til at sikre, at torvet ikke kun er smukt – men også robust. Under vores fødder ligger nu et nyt regnvandsanlæg, der fremtidssikrer området mod fremtidige oversvømmelser.
Og midt i det hele står juletræsfoden, som nu er en fast integreret del af torvet – med el lagt under jorden, så traditionen kan fortsætte år efter år.
Forhåbentlig bliver dette kun den første af mange nye traditioner, der får Ølsted Bytorv til at blive det naturlige centrum for fællesskabet i byen.
Tak til alle vores gode samarbejdspartnere: til Halsnæs Kommune for en samarbejdsvillig tilgang, til Halsnæs Forsyning for at ville koble sig på projektet og dermed give torvet ekstra værdi, til WSP for sparringen og endelig tak til MøllerLøkkegaard A/S for et enormt flot udført arbejde.