
Indvielse af Kranparken
April 2026
I går markerede vi åbningen af Kranparken i Nordhavn – en ny offentlig bypark, hvor bynatur og byliv mødes i et landskabsarkitektonisk greb med rødder i stedets historie.
Kranparken er udviklet som en grøn holm i byen, indrammet af vand og med klare referencer til områdets industrielle kulturarv. Det bærende element – det buede kranspor – samler parken og skaber et centralt græsrum, mens en mere vild og sanselig beplantning folder sig ud langs kanten.
Projektet er blevet til gennem en involverende proces med kommende brugere, naboer og interessenter. Fra de første workshops til mockups i skala 1:1 har dialogen været afgørende for at forme et sted, der inviterer til både ophold, fællesskab og uformelle aktiviteter.
Med Kranparken transformeres et tidligere befæstet areal til en levende bynatur med øget biodiversitet og nye oplevelser året rundt. Her arbejder vi med naturens præmisser – tilpasset byens vilkår – og med ambitionen om at bringe bymennesket tættere på naturen.
Vi er stolte af at have bidraget til et projekt, hvor landskabsarkitektur, kulturspor og klimabevidsthed går hånd i hånd.
Tak til alle samarbejdspartnere og bidragsydere.



