
Genbesøg: Kastrup Strandpark
Februar 2026
Vi har for nylig genbesøgt Kastrup Strandpark, som Opland udarbejdede landskabsplanen for i 2006-2007 for Tårnby Kommune.
Projektet omfattede ny havnepromenade, cykelparkering og et omfattende terrænarbejde. Et centralt greb var etableringen af et nyt nyt terræn gennem tilførsel af ca. 30.000 m³ ren jord – uden at fjerne væsentlige jordmængder fra det oprindelige terræn. Dette resulterede i den markante bakkeformation, der i dag er karakteristisk for strandparken.
Bakken er mod vandsiden formet i terrasserede plateauer med inspiration fra rismarker og giver plads til ophold og leg med udsigt over vandet. Nord- og vestsiden er tilplantet med lav fyrrebeplantning og enggræs med blomstrende urter, mens toppen afsluttes med en flade af forskellige granittyper, der danner et særligt rum.
I den vestvendte skråning er betonkugler i varierende størrelser indarbejdet som både skulpturelle og legende elementer. Oplyst i mørket fungerer de som et vartegn, synligt fra Strandvejen.
Det er glædeligt at se, hvordan fyrretræerne ved lystbådehavnen og i strandparken trives. I dag kan de rumlige intentioner, som fra starten var tænkt ind i begge projekter, tydeligt aflæses og opleves i landskabet.




