15.09.2017

Sammen med Naturbydelen Ringkøbing K og Banebyen i Viborg Kommune, er områdefornyelsen på Østerbro i Odense Kommune nomineret til Byplanprisen 2017. Prisen der er indstiftet af Dansk Byplanlaboratorium og Akademisk Arkitektforening, uddeles hvert år til en region, organisation eller kommune, som har gjort en særlig indsats for at fremme gode, smukke eller innovative bymiljøer.

Områdefornyelsen på Østerbro i Odense Kommune nævnes som et byplanprojekt;

Hvor der er skabt nye grønne forbindelser samt fysiske og sociale rammer for alle samfundsgrupper. Bydelen har i mange år været lidt forsømt og var ved områdefornyelsens start præget af utryghed, nedslidning og sociale problemer”.

Juryen beskriver Østerbro i Odense som et mønstereksempel på områdefornyelse, og nævner bl.a. tiltag som Jernbanestien, hvor Oplands arbejde med samme, har medvirket til, at området i dag står som et trygt og benyttet stiforløb. Områdefornyelsen på Østerbro beskrives derudover som et byplanprojekt, der med få midler, stor omtanke og fin arkitektur, har skabt en synlig forandring i form af bl.a. grønne forbindelser, nye pladser og mødesteder samt fine byrum, lommeparker og gadekunst.

Læs mere om prisen her: Byplanprisen 2017

Vinderen afsløres på årets Byplanmøde d. 5. oktober i Fredericia.